Jeg afslutter 2015 som migræneramt kattemor i Marokko. Et par tekster jeg skrev i år ligger og flyder på nettet her + her + her + her + her. Og den lyserøde, da Happy new ears.

A Punk Bean går sin slingrende sejersgang. Den lille lyserøde kan købes her + her.

Her er mit svar til Sverre Knudsen. Her er anmeldelsen. Her er NRK-serien Punx.

Klassekampens anmeldere har valgt årets bøger. Ovenfor mine tre stjerner. Mere om årets bøger i Informations fine bogtillæg Vinterbøger. I Klassekampen har Runa Kvalsund sandelig valgt En #punkbønn. Hun har også oversat Unica Zürn til norsk. Et skandinavisk Zürn-boom er lige rundt om hjørnet. Her skriver Kirstine Reffstrup om Zürn. Her min 2004-anmeldelse.

Norske pønkvitner virker fastlåst i deres kritikk av institusjonalisert politikk (Thomas Seltzer tok nylig for seg "koko-venstre") hvilket bare understreker handlingslammelsen. Kan noen sette vekkerklokka til å ringe i 2016? Jeg vil nødig se pønkgenerasjonens menn forsvinne ut av bildet som ironiske entertainere eller anonyme nett-troll.

Anmeldelse af Sverre Knudsens 1979 her. The Aller Værste! her. 2012-tekst fra Vinger her.

En sammenfatning af seminariet Platsen. Traditionen. Samtiden afholdt i Helsinki 4/12.

A short female-centric best of 2015 list: Grimes, Sleater-Kinney, Chvrches, Jenny Hval, US Girls, Julia Holter, Chastity Belt, Waxahatchee, Courtney Barnett, Circuit des Yeux
Live: The Coathangers in Portland, Berlin Atonal, Burger A-Go-Go, Jenny Hval and Circuit des Yeux in Copenhagen
Best documentary: What happened, Miss Simone? 
Best best-of: Beat Happening
Best discovery: ESG

"Well, I'm politically incorrect" and now you get to act like you're a cutting edge rebel because you are reinforcing the oppressive status quo. You sack of prancing horse assholes.

Komikeren Barry Crimmins fra dokumentaren Call Me Lucky.

Portlandia blir et uttrykk for Carries selvironi, en kjærlig kritikk av det som er blitt indieånden fra 90-tallet, en gestus som kan være vel så viktig som den inderligheten Sleater-Kinney representerer. Modne rebeller holder kraften intakt i en vekselvirkning mellom å distansere seg og å brenne. Brownstein har intet til overs for band som kun engasjerer seg halvveis. Det er denne smittende energien som bærer hennes prosjekter,
og som også får denne boka i land.

Om Carrie Brownstein: Hunger Makes Me a Modern Girl her + her. Mere her + her.

Out now: En punkbønn i hænderne på min redaktør i Oslo. Shop her + her.

En punkbønn frisk fra trykkeriet 10/11. Mark as to-read here & kom på fest i Oslo 23/11.

#Grimes #Grimes #Grimes #Grimes #Grimes #Grimes #Grimes #Grimes 

Jeg har afleveret tekst #24 i min seks år gamle Vagant-spalte. Leitmotif er lotusblomster, derfra en surrealistisk sammengooglet mash-up af Echo Park Lakes historie, en lille rød trehjulet cykel, visne kernehuse så store som knyttede hænder, Anselm Kiefer, Mira Gonzalez, en skamferet lyserød bamse i et hjørne, økonomisk kollaps, zero growth poetry, punkaristokrati, Prince, Aase Berg, Chelsea Manning, Beatriz Preciado, globale modstands- bevægelser og Natascha Kampusch. Bladet er ude før jul, insha'allah.

Tidligere i høst var det diskusjon i noen ganske smale norske kulturaviser om kjønn og essay, altså sånne lange personlige artikler som trykkes i små litterære tidsskrifter. Temaet for debatten var: Er norsk essayistikk mannsdominert? Får menn som skriver essay mer oppmerksomhet og heder og ære enn kvinner som skriver essay?

Dette skriver Harald Eia her. Den obskure debat som Eia importerer og populariserer med sin kompis-på-bar-essaystemme stammer blandt andet herfra. Mit sidste minde om Eia her.

Villavejenes haver vokser vildt i juli måned, brombærbuskene står allerede fulde af bær og de store Douglas-fyrretræer strækker sig mod himlen som venligtsindede, mørkklædte præster. Rapport fra Rock'n'Roll Camp for Girls, Portland her. Samme sted i 2005.

Min bog kommer fra trykkeriet 10/11 og der planlægges Oslo-lancering 23/11. Prosa, Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforenings medlemsblad, omtaler her.

En del essaydebat i det norske. Senest sætter Sissel Furuseth Camilla Collett i spil.

Jeg håber vi ses i Oslo uke 43. Mandag, tirsdag og onsdag på Oktoberfestival 20.15.

Hva er et løvetannbarn? Bilder melder seg øyeblikkelig på netthinnen: den gule blomstens evne til å bryte gjennom asfalten. Dens måte å overleve på, i generasjoner, ved å sende små helikopterfrø med vinden. I psykologien kaller man løvetannbarn for mønsterbrytere. Et mer faglig uttrykk for det samme er resiliens, en særlig motstandskraft som gjør at noen mennesker klarer seg bra, på tross av at deres livsbetingelser utgjør en risiko for å utvikle psykiske skader. Resiliens dekker ikke noen entydig strategi, mønsterbrytere kan komme ut av sosialt belastede mlijøer ved å vende seg utover og søke kontakt med andre, så å si velge sin egen familie, finne ressurspersoner i nærmiljøet som det lille helikopterfrøet kan koble seg på. De kan imidlertid like gjerne overleve ved å vende seg innover og gjøre seg resistente mot negativ påvirkning. Kanskje blir de drømmere som bruker sitt kreative overskudd på å ta kontroll over sin egen tilblivelse: De klarer å velge å i mindre grad bli skrevet av andre og i stedet skrive seg selv.

Anmeldelse af Elena Ferrante: Historia om det nye namnet her.

Alle klokker ringer på Retriever. Henning Hagerups essaysamling Metafysisk skrapjern er anmeldt i Vårt Land. Gode güd, hvad har det med mig at gøre? Jo, Hagerup har angiveligt vinge­klippet mig for mit misforståtte syn på den europeiske romantikken. No less! Hvis man kigger lidt dybere i denne "sag" så har Hagerup set sig sur på nogle linjer fra et interview. Men Hagerup, det er jo trods alt et interview, jeg har ikke selv skrevet dette, har jeg? Jo, jeg fik citatcheck, men det var ikke min intention i netop det interview at demonstrere mine kundskaber om den europæiske romantik, var det? Cheers, og tak for bogen som kom i posten, og de skyldbetyngede hyldester, tak for dem også. Mere norsk essayistik her.

Anmeldelse af Kathrine Aspaas: Rosa er den nye pønken i Bokmagasinet idag. Bonuskritik: Aspaas hævder tongue-in-cheek at hun forudså finanskrisen i 2008. That might be, men de clairvoyante evner slog ikke til på side 210, i en tekst fra februar i år skriver Aspaas under overskriften "Volkswagen foran": "Det dreier seg om mer enn å kvitte seg med dårlige selskaper. Det handler om aktivt å finne de gode, slike som Volkswagen."

Pietro, the professor Elena marries, uses his power passive-aggressively: he is simply unable to find his wife’s mind interesting unless it mirrors his own. “No one knew better than I did what it meant to make your own head masculine so that it would be accepted by the culture of men,” Elena writes.

Der er mange grunde til at hade denne artikel fra marts. Illustrationen er idiotisk, og omtalen af "Elena" og "Karl Ove" og det som angiveligt er årets to flavors i New York, og dermed resten af verden, er så smug at det gør ondt. Skrevet og publiceret fra verdens selvsagte centrum. Rothman er så fornøjet med sig selv at han i sidste sætning igen må understrege sit eget überelegante greb. Mere Ferrante her. Det minder mig om et citat en veninde sendte mig for nyligt, fra slutningen af Susan Sontags roman The Volcano Lover (1992): "I was afraid my anger would offend others, and they would destroy me. For all my certitude, I feared I would never be strong enough to understand what would allow me to protect myself. Sometimes I had to forget that I was a woman to accomplish the best of which I was capable. Or I would lie to myself about how complicated it is to be a woman, including the author of this book. But I cannot forgive those who did not care about more than their own glory or well-being. They thought they were civilized. They were despicable. Damn them all."

For 15 år siden gik en grævling på poesifestival i Bergen og hørte blandt andet den danske poet Anne Lise Marstrand-Jørgensen læse op. Grævlingen var ikke akkurat tilfreds. Senest har man bemærket Marstrand-Jørgensen i andre sammenhænge end som forfatter, nemlig som kvinden bag Venligboerne som arrangerer folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i København den 6. oktober. Marstrand-Jørgensen fejres dagen før af Gyldendal.

Københavns poesifestival Reverse lige nu, også idag søndag. Nogle få billeder her.

Hvilke drømmer og muligheter er tilgjengelige for en ung jente som vokser opp i en drabantby? Alice bor med sin eldre søster og sin utbrente fabrikkarbeidermor, og den dagen et omreisende tivoli kommer til byen, åpnes dører til en helt annen verden. Å henge med hodet opp-ned i en sklie, å spise kvalmende sukkerspinn, å hengi seg til denne kitschy, glitrende verdenen, gjør noe med en jente som Alice, på terskelen til tenåring.

Anmeldelse af Inger Bråtveit: Alice A4 her.

Endnu en spin-off-sag på Facebook-kommentaren som blev et debatindlæg. Nok en avis og et debatforum ønsker mere hvor det kommer fra, men jeg tror vi siger tak for denne gang. Iøvrigt stadigvæk helt beyond at nogen kan opfatte dette som et personligt opgør. Billedet i Morgenbladet er taget af Maya Økland, desuden har Forlaget Oktober spritnye pressebilleder. Most important message: Write, girls, write!

Det er muligvis kattens uafhængighed, kombineret med dens spontane og ustabile, blødpelsede sødme, som gør at mindre pladeselskaber identificerer sig så stærkt med den? Olympias K Records har også en kattemaskot, denne udformet med en langt hastigere streg og ofte ridende i en rumraket eller på et kosteskaft. Den naivistiske K Records-kat er nem at kopiere, den tegnes efter samme princip som drengen Nikolaj i den danske børnevise: Punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nikolaj. Kattens bløde, blide, antiautoritære, men også uforudsigelige nærvær.

Skrev jeg i min Vagant-spalte #4/14. Ny plade fra Beat Happening, ny bog og besøg i vores del af verden, her + her. Alle pink (eller yellow and fuzzy) punx bør kende sin besøgstid.

Debatter kan ta av på nettet så raskt som flammer i tørre skogområder i Napa Valley, California. Den profilerte feministiske skribenten Marta Breen postet et fotografi av Ole Robert Sundes artikkel «Det norske essayet», trykket i Ny Tid 17. september 2015, med ingressen: «Er norsk essayistikk virkelig så mannsdominert som en kan få inntrykk av her? Eller handler dette også om øyet som ser?» og et hektisk ordskifte brøt løs. Tittelen på Sundes tekst er definitiv, en sirkel tegnes omkring nasjonen og essaysjangeren, og Ny Tids desk velger å pynte siden med syv stolte ansikter av mannlige essayister. Teller man etter, er kjønnsfordelingen i selve artikkelen mildere stemt mot kvinnelige essayister, og særlig Karin Moe får vennlige ord med på veien.

Mit debatindlæg baseret på en Facebook-kommentar trykt i Klassekampen idag her.

In the Abigaile bathroom you automatically get a Henry Rollins kinda neck.

Der strømmer mye god vilje mot poeten i diktene, når telefonen igjen og igjen ringer, og han inviteres på diverse arrangementer. Han kurateres inn som et udefinerbart svart ansikt i nok en bekymret debatt, hvor han oppfordres til å snakke om sin personlige bakgrunn og sette hyggelige Norge i kontrast til stormfulle, utenlandske kyster.

Anmeldelse af Pedro Carmona-Alvarez: Samtaler med onkel Nica og tante Viola her.

Kapittel-festivalen i Stavanger har delt spillelisten som passer til En punkbønn her.

Igår badede jeg for første gang i The Pacific Ocean. Udfordrede skæbnen på Hermosa Beach og tog mit kamera med ud i bølgerne. Eksperimentet lykkedes næsten, på nær til slut hvor en bølge fik fat i min taske og mine sko som stod på stranden. Før bølgen trak tingene udaf med stor kraft nåede jeg imidlertid frem og stoppede bevægelsen. Nabostranden hedder iøvrigt Redondo Beach, where everyone is so sad. Senere spiste jeg frokost på Abigaile i musikhistoriske lokaler (inklusiv rekonstrueret graffiti og autentiske flyers). Her er et glimt af hvordan der så ud i The Church i 1981. Nu findes altså restauranten Abigaile, som spillede horribel LA rock over anlægget mens punkaristokratiet indtog sine bottomless Mimosas og fancy brunchanretninger. Flere billeder her.

Aldrig stol på kritikere som bruger lamme bogstavrim som "panisk pulserende" og "poetisk pregnant" (hello Anders Holstad Lilleng) eller dødssyge metaforer som "lik et bombe- nedslag" og "som ild i tørt gress." Chance for at disse folk er talentløse. På trods af dette kan det dog være at de snakker i Stavanger snart. Velkommen, jeg skal skærpe mig.

Where the Goths and Romans built their monuments to God in points and curves, this secular cathedral is rendered in right angles, a grid on to which techno maps itself.

Kloge mennesker på Forlaget Oktober siger at min bog kommer ud i november.

Hvilken fantastisk idioti at forsøge at jage den blå orgonenergi som en anden magisk påskehare og påstå at sex og kosmos hænger sammen, og at insistere på at gøre disse tanker bestemmende for politikken, for arkitekturen, for vores menneskelige rammer.

Min tekst til Vagant Norden right -------------------- here.

Jeg småløper over ruinene og over de nedtråkkede gressflekkene, og selv etter jeg har kommet ut fra området må jeg videre vekk fra lyden, lyden, lyden, lyden av bandet Kvelertak. Selv de siste ustabile drønnene som blåser bort med vinden røsker i meg. Etter noen minutters duse, norske folkemusikkfløyter bryter konserten ut i harde riff og replikker som «forrige gang vi spilte her viste jeg kuken». I hodet koker det sammen til en kjøttfløytefascisme jeg ikke kan bære på mine skuldre, en ideologisk vikingfest som ikke er forenelig med at jeg finnes. Noe må vike, jeg visker ut meg selv fra festivalen, ta meg vekk fra elektrisiteten, nå er jeg borte.

Dette skrev Jenny Hval om Øya-festivalen i Oslo i 2011 her (pdf). Noget kan heldigvis tyde på at 2015-festivalen har reduceret kjøttfløytefascismen en smule eller givet andre sensibiliteter mere plads. Her er Hval og apokalypsepigernes fantastiske koncert fra fredag og her en sag om Kathleen Hanna som spiller med The Julie Ruin idag. Billedet er herfra.

Under mit første, kortere besøg i Portland i 2013 har jeg intetanende booket mig ind på et hotel som samtidig huser GEAR Con, The Gaslight Explorers, Adventurers, & Romantics Convention som kalder sig en fejring af Pacific Northwest steampunk og neo-viktoriansk kreativitet, en tilbagevendende begivenhed som jeg to år senere opdager danner baggrund for en Portlandia-sketch. Stiv af skræk spiser jeg et stykke pizza i hotellets lobby omringet af paryk- og monokelbærende mennesker i overdådige, metaldekorerede viktorianske kjoler og jakkesæt. Amerikanske sciencefictionfankroppe er større end gennemsnittet så der er ganske meget korsetopspændt kød omkring mig.

Vagant-spalte #3/2015 om Portland, Portlandia, cykelhjelme, tribal tattoos, Generation X'ere, steampunks, Steel Bridge, vaskebjørne, vulkaner, Electric Youth og David Bowie.

Der var mange andre drømmesekvenser, men denne: Min mor og far og jeg sidder og spiller et brætspil, jeg er netop kommet hjem fra Amerika, rejste hjem en dag tidligere, derovre er alle mine venner endnu. Jeg ser ud af vinduet og en paddehattesky ekspanderer. I alle farver. Den bliver ved med at udvikle sig, jeg mærker varmen og lugter den også, en kemisk lugt, værre end brændt plastik. Vi kan altså se til Amerika, eller får at vide i nyhederne at dette sker hvor alle mine venner befinder sig. Jeg begynder at græde, det bliver til en græde-drøm hvor jeg græder og græder, mens jeg og mine forældre (som er omsorgsfulde) står og sanser den her totalt ødelæggende atombombe i alle dens underligt psykedeliske dimensioner. Af og til ser jeg mønstre i stil med Hilma af Klint.

Opdager stadig nye guldkorn i musikhistorien. Jeg har opdaget ESG, her + her + her ++

Mandag skriver jeg om Tracey Thorns bog Naked at the Albert Hall: The Inside Story of Singing, opfølgeren til Bedsit Disco Queen: How I grew up and tried to be a pop star, 2013.

Unn Conradi Andersen citerer mig i Dagbladet 1. august: "Litteraturen blir noe som snakker til følelsene og til folket, og ikke noe man trenger å vite noe om teori for å mene noe om." Jo, det står der faktisk i Klassekampen-sagen fra 2010, men jeg mener jo ikke at det er en kvalitet i sig selv at litteratur har mange referencer og bruger dem til at ekskludere læsere. De mest præcise formuleringer i den sag stod nok i min anmeldelse af Grimsrud, med al respekt for Sandra Lillebø og det lille interview vi fik til sammen. Glæder mig iøvrigt til at læse Elena Ferrante som ligger på bordet her.

It's not about making music. It’s about female empowerment (and making music). Her er mere info om rock camp-bevægelsen som startede i Portland i 2001. En tidslinje, om svenske Popkollo som startede i 2003 plus om denne sommers camp i Washington DC.

Greetings from The Rock ’n’ Roll Camp for Girls in Portland. A few pics here.

Idag har jeg været ude og se på Bispebjerg Bakke designet af kunstneren Bjørn Nørgaard som blandt andet er kendt for Børsaktionen (1969) og Hesteofringen (1970). Research til en Vagant Norden-tekst. Flere billeder i denne mappe.

I enjoyed Linda Stupart's essay in the Chris Kraus anthology.

Har Mette Høegs essay i Weekendavisen 12. juni været debateret? De to underligste ting er det sidste afsnit som skal linke til hendes kritik af samtidslitteraturen (dette mærkelige, kønssegregeret perspektiv) plus det faktum at hun ikke nævner eksplicit at Chris Kraus ikke bare er forfatter, men før det var en epokegørende, nyskabende redaktør for Native Agents-serien som bestod af feministiske forsøg på at merge French Theory med outsider-kvinders ("punx!") vidnesberetninger, fx Kathy Ackers tidlige tekster fra New Yorks stripbarer. Kraus var Ackers redaktør i denne serie, og ikke bare Acker, men hele Native Agents-serien burde vies grundige nylæsninger nu! Det er her cutting edge-eksperimenter med autofiktion virkelig tager af, så kan Poul Behrendt og andre gentage sig selv en million gange for at forsøge at hægte sig på Knausgård-hypen og "rule" den.

Wow, de mest fantastiske feriebilleder jeg har set nogensinde!!

If you wanna not waste yr time on Dickflix watch What Happened, Miss Simone?

Noget er begyndt at ske her. Tidligere har jeg stillet mig kritisk til tolv Oktober-forfattere, omtalt femten i rosende toner og ignoreret giganterne Knausgård, Solstad og Askildsen.

I stedet for å deklamere at Hysteria står for en ny feministtrend, vil jeg si at utgivelsen er markant tredjebølgefeministisk, og på en mye mer vellykket og kraftfull måte enn det som var mulig på 1990-tallet, som var episenter for tredjebølgefeminismen med sterkt preg av queer og postkolonial kritikk rette mot hvit middelklassefeminisme. I dag er Den andre ikke alltid brun, det er ikke alltid hvite søstre som skal redde brune søstre. Hysteria gir for øvrig fanden i forbud mot essensialisme og rister på rumpa og afrohåret og revitaliserer menstruasjonsaktivismen.

Lillebitte anmeldelse af Hysteria her og læs endelig denne også. I Danmark findes også Friktion som er lige så brand new som Hysteria.

FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM

Fantastiske Tania Ørum takker af efter lang tids tro tjeneste på Københavns Universitet. Fra nu af fortsætter hun som lektor emerita. Minder om denne fine bog. I næste uge finder et lignende arrangement sted til ære for professor ved allmenn litteraturvitenskap UIO Drude von der Fehr. Læs hendes gode bog.

“That's the girl who didn't take a shower since Kurt Cobain died,” schoolmates hiss about sisters Harper and Amber, the so-called “dirty girls” of Santa Monica's Crossroads School. The punk feminist high schoolers face some acidic barbs from haters while distributing their riot grrrl zine in this 1996 short doc. Plus 2013 reunion.

Problemet er, at den form for aktivistisk handling nemt bliver en navlebeskuende gestus: »At reclaime sin krop er en aktivistisk metode og handling, som er et symptom på en neoliberal kapitalistisk virkelighed, hvor vi kun kan tænke på vores eget selvs undertrykkelse. Det er vigtigt at evaluere sin måde at være aktivist på. Og når jeg evaluerer menstruationsaktivistiske tendenser, synes jeg, at det kollektivistiske potentiale i menstruationen – som er menstruationens vigtigste potentiale, og som rent faktisk kan transformere strukturer – er overset,« siger Bjørk Grue Lidin, redaktør for Hysteria, til Information om menstrauationsaktivisme. Mere om Hysteria her + her.

Den yngre Mühleisens historie fungerer som en cliffhanger som trekker den nysgjerrige leseren gjennom: Hvor høyt stiger hun i kollektivets hierarkier? Hvor tett kommer hun på Muehl? Hvordan utviklet kollektivet seg i overgangen mellom de utflippede 1970-åra og de kapitalistiske 1980-åra, og hva førte til Muehls uunngåelige fall? Muehl er en dansende, syngende, dadaistisk Fader Ubu, han dekonstruerer og latterliggjør sin egen makt, men ikke desto mindre er den et faktum, og det som skulle være et bevegelig, utopisk fellesskap stivner gjennom årene.

Om Wencke Mühleisen: Kanskje det ennå finnes en åpen plass i verden her + her. Mere her.

I 2008 redigerede Audun Lindholm og jeg Borders i Juliana Spahr og Jena Osmans bogserie Chain Links med tekster og billeder af Ida Börjel, Matias Faldbakken og Das Beckwerk. Den er nu tilgængelig her. Mara Lees afhandling er iøvrigt tilgængelig her.

Coeur de Lion er en bensinstasjonost, forklarer Reines i et intervju med sin norske oversetter. Altså en billig ost i samtida, og en ost med referanse til middelalderen: Den løvehjertede var den gang en hedersbetegnelse, og den engelske kongen Richard Løvehjerte (1157-1199) rir sannelig forbi i Reines dikt. The plot thickens, som man sier.

Anmeldelse af Ariana Reines: Coeur de Lion her.

It's been so easy for you
To disengage yourself from your
Behaviour, as though you really
Were conjectural, as though
Your desire really was as limitless
And general as the fucking internet.

Ariana Reines: Coeur de Lion, 2007.

Magi er en ustabil størrelse, der er ingen garanti for at den enes magi ikke er den andens gift, men alligevel: Jeg vil dele et par magiske besværgelser med de stakkels ensomme sjæle i Vestjylland som sammen med Silicon Valleys spambots stadig læser ("læser") min blog. 1) Du vil skrive, du er endnu lukket ude, men du vil skrive. Sig: "I wanna get into it, man, you know!" 2) Du har skrevet og trænger en slags anden luft eller et brud. Sig: "Take me to the bridge. Hit me now!" 3) Du kan ikke skrive, no matter what. Du er stuck. Muligvis tager du dig selv for alvorligt? Sig: "Dancing in the nude, being such a dude, it's a rip off!"

Nu til spørgsmålet: Er magi kønnet? Svaret er nej og ja. For mig nytter det for eksempel ikke at sige: "I wanna get up and do my thang!" Hvorfor ikke? Well, vi ved at magikeren Brown havde stor kraft, og ingen - ikke engang Eurosko! - skal komme og sige at pigers rum, og dermed deres kraft, bør fylde mindre end drenges. Kønnet er en plastikhandske. Ikke desto mindre kan det virke distraherende at tænke at man skal get "up" and do my "thang" og dermed get "into" it, if you know what I mean. Derfor foretrækker jeg personligt anden del af remsen som i al sin mystiske enkelthed lyder: "I wanna get into it, man, you know!"

En anden nyttig remse skal nævnes. Sig: "So I'm back to the velvet underground!" Du er på et nulpunkt, du står tilbage med some lace and paper flowers (sic). Det som foregår her handler stadig om at påkalde kraften. Du tror du har mistet noget, men det har du ikke. Kraften er umistelig. Du er i livmorgrotten med dens potente, mørkerøde glitter. PS: Det hjælper at adoptere rytme og udtale fra de respektive magikere: Brown, Bolan, Nicks.

Der er et par Chris Kraus-essays derude, her + her. Mere Kraus her + her.

Meget glad for at Helena Huneke, desværre posthumt, åbner udstilling udenfor Hamburg.

The Gurlesque was born of black organza witch costumes and the sliver worn sequins mashed between scratchy pink tutu netting and velvet unicorn paintings and arena rock ballads and rainbow iron-on glitter decals and self mutilation and anorexia and bulimia and fight back and Renaissance Faires and teen sex and zines and cutting and Sassy and joy and ecstasy and abortion and The Pill and road kill and the punk shows and panties and incest and ice cream and rape and we mean this very seriously. No means no, asshole. And yes means yes. And girl means girl except when it doesn't, which is sometimes.

Fra Arielle Greenbergs forord til Gurlesque (2010). Mere her.

Hvordan fatte overfloden af eksotiske blomster, træer og fugle i disse gader? Hvordan fatte solen som kysser mit ansigt til huden falder af? Orange Strelitzia, paradisfugleblomster som ligner en slags modernistisk kunst, vokser vildt langs stranden. Pelikaner flyver i tyste v-formede bombeflyformationer over mig. Med toget op langs kysten kører jeg igennem klippefyldte Santa Susanna og Santa Barbara, senere findes vinmarker, olieudvinding, beef steaks på fire ben og over os ægte ørneskygger.

Næste Vagant-spalte om Fort Ross, Red Menace, Oliver Stone, Gulag, orange Strelitzia, pelikaner og ægte ørneskygger, Idea of Communism og Commune Editions.

Der er politisk depression på pigeværelset. Tekst fra Le Monde diplomatique på net her.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene – som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Skrev jeg i en anmeldelse af Geir Gulliksen i 2006. Den altfor store herreskjorte spillede senere en rolle i Gunnhild Øyehaugs roman Vente, Blinke (2008) som nu er filmatiseret med titlen Kvinner i for store herreskjorter. Vi er flere som har lagt mærke til dette fænomen.

DIY powerpoint igår på Notes on Location om Lars Mikael Raattamaa, Monica Aasprong, Lucy R. Lippard, Matias Faldbakken, Bjarne Melgaard og Vibeke Tandberg, inklusiv citater fra Hallberg, Christensen og Lindholm. Foto af Martin Glaz Serup.

Kenneth Goldsmith remixer sort, politimyrdet mands obduktionsrapport her + her + her.

Lidelserne i verden og i det litterære miljø er taget til de sidste år, og jeg begynder at frygte for folks liv. Venligst respektér dine medmenneskers grænser; på mobiltelefon, på net og på gaden. Heldigvis har nogle Bay Area-poeter noget at sige om krisen i stedet for at gøre som vi gør: Flå hinanden i et sanseløst orgie af konkurrenceorienteret egoisme og blindhed.

We gonna rock down to Electric Avenue, sang jeg idag. Selvom Eddy Grant-hittet fra 1982 handler om London, ikke Venice Beach. Billeder her + her + her.

Mange tekster om Kim Gordon, bl.a. Audun Vinger, Tracey Thorn og Anne Hilde Neset.

Ian Svenonius som spøgelse. Ingunn Dybendals illustration til min #17 ENO-sag.

Vi skal tale om kunstpublikationen i et udvidet felt på et symposium ved navn Notes on Location på Den Frie på Østerbro, København. Kom og hør Cia Rinne, Anngjerd Rustand ++

Gordon har et annet «band» med Dan Graham, konseptkunstner og kunstkritiker. Kunst- historien krever en signatur, ideene må nødvendigvis signeres, men de kommer ofte ut av mellommenneskelig interaksjon. Leser man Gordons utvalgte kunstkritiske essays Is It My Body? Selected Texts (red. Branden W. Joseph, Sternberg Press 2014) er det tydelig at Grahams og Gordons tanker tar farge fra hverandre. Tidlig på 80-tallet lager Graham dokumentaren Rock My Religion som setter rockmusikken (fra Patti Smith til Black Flag) i en sosiologisk ramme og ser dens ekstatiske ritualer i forlengelse av religiøse sekter som for eksempel shakerne. I Gordons låt «Shaking Hell» (1983) synger hun med hes stemme: I’ll take off your dress/ I’ll shake off your flesh/ Shake! Shake!

Skriver om Kim Gordon: Girl in a Band i Klassekampens Musikkmagasinet her.
Andre relaterede tekster her + her + her.

Cirka sådan jeg ser ud når jeg er plugget ind i The Matrix. Ill. Knut Løvås.

Fra den nydelige bog af Kim Gordon: Girl in a Band. Gordons mor deler visdom.

Kostskolelæreren er for ung til å ligne en lærer, i det hele tatt virker det som om verken kollegaer eller elever kan forholde seg til henne, enda en mellomtilstand som setter henne ut av spill. Men hos Ravn tiltusker det lille vesenet seg en stor stemme, setningene hennes blir nesten deklamatoriske. Det vekker alltid latter når en stor stemme kommer ut av en liten kropp, når en mus leder en hær, det er «unaturlig», og de som ikke føler seg komfortable med egen makt og autoritet, vil uvegerlig gripe den an med en anelse ironi. Den maktesløses hevn er det briljante språk, en annerledes maktmaske, som er poesien.

Anmelder Olga Ravns spøgelsesroman Celestine i Klassekampen her + her.

Læs mere i en af Norges bedste aviser Le Monde diplomatique på torsdag som også indeholder tema om Paris efter terrorangrebene i januar. Otherwise, life is hard. Manusarbejdet er lidt af en cliffhanger lige nu, kreativt så vel som økonomisk. Andre
ting på bordet er Kim Gordon, Olga Ravn og Shulamith Firestone.

Den norske og den finske ambassade i Berlin inviterede til release af det nye Music & Literature sidste lørdag, i samarbejde med Vagant. Tidsskriftets femte nummer løfter Stig Sæterbakken, den finske komponist Kaija Saariaho og den kinesiske forfatter Can Xue frem. Alle fotos af Katja Zimmermann. Mere her. Nydeligt, højkulturelt arrangement. Husker stadig Vagant-arrangementet med non-stop Polkabjørn på Bien Bar i 2006.

Samtidslitteraturen er ofte en mere eller mindre healende salve: Hejsa, jeg'et er her, familien er her, alt er ok, der var en smule turbulens, en lille finanskrise, men nu er vi på rette kurs igen. Forson dig med livet, hyg dig i hytten med dine børn eller læg storbyen bag dig og bliv dyrelæge i en landsby. Byg dit hjem op som en borg, en behagelig borg med mange duftlys, en kærlighedsrede med widescreen, og byg dit land op som en borg med droner og overvågningsteknologi.

Årets første Vagant-spalte er leveret. Om Burroughs, duftlys, droner, Gary Numan, Laurie Anderson, biler, drømmemaskiner, Gamle Sukkerchef, Voice of Authority, etcetera.

Den nye måde at tænke på er den tænkning du ville foretage hvis du ikke var nødt til at tænke over noget af det du normalt tænker over, hvis du ikke havde et arbejde at udføre, intet at være bange for, ingen planer at lægge. Enhver øvelse til at opnå dette må selv sættes til side. Det er en måde du vil tænke på hvis du ikke var nødt til at tænke over en måde at tænke på som du ikke er nødt til at gøre. Vi lærer at stoppe ord, at se og røre ord, at flytte og bruge ord som genstande.

William S. Burroughs i Akademi 23 side 72. Har lige smidt nogle kommaer ind, guys.

We are the hollow chicks/ We are the stuffed chicks/ Leaning together
Headpiece filled with strawberries and Weißbier. Alas!

Natten efter at de stak, skar og brændte mine indre organer på den mest elegante og diskrete måde drømmer jeg om en veninde som også netop har gennemgået en ünderlivsoperation. Vi er i et kirkerum. Hun gravede med hænderne og fandt en struktur, hun fjernede al den beton, og strukturen står frem, en Gaudi eller noget indiansk, smukt. Men jeg ser på kirken vi er inde i og ser at hun har fjernet den beton som skal holde kirktårnet oppe. Dette er den beton som holdt kirketårnet fra at styrte ned i kirkerummet, bygningens truende implosion. Vi ved at tårnet styrter nu, jeg løber ud af kirken og ser tårnet styrte eller blive skåret af og fare efter mig som fyrværkeri, tårnet kastreret, vores indre skåret fra og puttet i små laboratoriebeholdere.

Kathleen Hanna i "Gen X Survivor: From Riot Grrrl Rock Star to Feminist Artist" i Sisterhood Is Forever: The Women's Anthology for a New Millennium (2003) redigeret af Robin Morgan.

Ian lyser op i rummet som et indslag af magisk realisme i den berlinske vinter. Han er ikke svær at få øje på, men jeg giver mig ikke til kende. Hvad er en gruppe, et band, et bånd, en chain gang? Vi går ind i det tilstødende lokale og ser "What Is A Group?" Mens jeg ser den ekstremt DIY-prægede, morsomme film muterer spørgsmålet til et svar: This is a group. Jeg ler, latteren får brystkassen til at åbne sig, jeg føler mig let, jeg flyder sammen med menneskene i salen: This is a group.